Pressemeddelelse: Kjeld Haslund folketingskandidat i Frederikssund og Halsnæs
Kjeld Haslund er den 15. august 2018 valgt som ny folketingskandidat
Det Konservative Folkeparti i Frederikssund og Halsnæs har på sit møde her til aften valgt Kjeld Haslund, som folketingskandidat til det kommende folketingsvalg. Formand Klaus Kørvell for Konservative i Frederikssund udtaler – ”Vi er glade for at have Kjeld Haslund tilbage som vores folketingskandidat, hvilket han ligeledes var til folketingsvalget i 2007. Kjeld blev tidligere på året ligeledes valgt ind i vores bestyrelse her i Frederikssund. Dette, samt hans lokale forankring, sikrer, at han vil arbejde for Frederikssund og Halsnæs kommuner inde på Christiansborg – hvilket vi desværre trænger gevaldigt til”.
Kjeld Haslund er 54 år, uddannet Cand.merc. i marketing fra CBS, og har i mere end 25 år arbejdet for store virksomheder som L’Oréal og CO-RO. I CO-RO var Kjeld ansvarlig for at udvikle den globale Business Intelligence, og han havde til sidst ansvaret for den globale markedsføring. I dag underviser han på cphbusiness i ”International marketing”, ”Salg og markedskommunikation” samt ”Supply Chain Management”. Kjeld er far til 4, bor i Frederikssund med sin kone og deres 3 børn.