Spidskandidaten har ordet: Rank ryggen og vær stolte
Vi skal tage ansvar for Frederikssund kommunes fremtid.
At være konservativ er at tage et personligt ansvar for mere end blot sig selv. At tage ansvar for sin familie, fællesskaberne og der hvor vi bor. Derfor skal vi passe godt på miljøet, sikre alle børn en god opvækst og uddannelse, og bl.a. sørge for, at vores lokale erhvervsliv kan skabe velstand og velfærd.
At være konservativ er også at tage ansvar for de udfordringer vi er afhængige af andre for at løse. Derfor skal vi have et langt tættere samarbejde med regionsrådet og Folketinget end vi har i dag. Vi skal ranke ryggen og være stolte af dem vi er og hvor vi bor.
For Frederikssund kommune er ikke udkant, og vi har masser at bidrage med. Men vi skal i langt højere grad end i dag, påtage os et fælles ansvar for vores interesser. Vi skal tage ansvar for kommunens fremtid.
Tag ansvar for vores motorvej
Byrådet bygger ikke hverken broer eller motorveje, men byrådet kan samles om at lægge pres på folketinget for at få fjernet brugerbetalingen på den nye bro og for at få motorvejen helt til Frederikssund. Sikring af penge til motorvejen er den vigtigste opgave det nye byråd har, og den skal vi løse tværs af partier og i samarbejde med erhvervsliv og engagerede borgere. På samme måde skal vi samle kræfterne om at sikre bedre mobildækning og mere fiberbredbånd til alle dele af kommunen. God infrastruktur er også digital.
Tryghed og sundhed
For mig og de konservative er vores tryghed og sundhed afgørende. Derfor vil vi blive ved med at kæmpe for at bevare Frederikssund Hospital og skadestue, så borgerne fortsat kan få god og hurtig hjælp. Samtidig er hospitalet en stor arbejdsplads, som vi skal fastholde og udvikle. Vi har alle krav på hurtig hjælp, hvis vi kommer ud for et trafikuheld eller fx får et hjertestop. På Hornsherred går der ofte mere end 30 minutter før ambulancen er fremme. Det må vi kunne gøre bedre, og derfor skal vi samarbejde med regionsrådet om at sikre bedre ambulancedækning.
Uddannelse og buslinjer
Vi har brug for gode, lokale uddannelser. Regionsrådet har stor indflydelse på, hvilke uddannelser vi har i Frederikssund og derfor vil jeg fortsat kæmpe for at tiltrække uddannelser til Frederikssund og for yderligere at styrke det gode samarbejde jeg som formand for vækstudvalget har opbygget med Campus Frederikssund. Men både studerende og det lokale erhvervsliv har også brug for at kunne komme både frem og tilbage fra uddannelse og arbejde. Vi skal i fællesskab sørge for, at Regionsrådet styrker de tværgående buslinjer 65E, 210R og 230R, og sikrer en køreplan, der passer med både s-toget og den lokale busbetjening.
Tag ansvar for Frederikssund. Stem konservativt
Jeg er stolt af vores kommune. Stolt af dem og det vi er. Men vi har en række store, fælles udfordringer, og de udfordringer vil jeg som borgmester og regionsrådsmedlem samle byrådet om at løfte.
Læs artiklen på Lokalavisens hjemmeside HER og deltag i debatten på Facebook