De konservative tager ansvar! Så alt er ved det gamle…

Ole Søbæk, borgmesterkandidat (K)

Det er langt mere populært at snakke om muligheder og velfærd, end om ansvar, og det er helt sikkert lettere at bruge penge, end det er at skabe dem. Men forudsætningen for muligheder og velfærd er, at vi alle påtager os ansvar, og i en lokal politisk sammenhæng, at byrådet tager det strategiske ansvar for at sikre fremtiden mere alvorligt, end det at være populære i november 2017. At tage ansvar er der helt sikkert ingen stemmer i, – men det gør det ikke mindre rigtigt eller nødvendigt. Derfor går de konservative til valg på at tage ansvar. Igen.

De konservative tager ansvar for borgernes fremtid! Derfor er det en konservativ mærkesag at skabe en fremragende folkeskole. Det er derfor vi har kæmpet så hårdt for at sikre flere ungdomsuddannelser på Campus, og det er derfor vi prioriterer samarbejde med erhvervslivet og gode vækstbetingelser for vores lokale virksomheder.

De konservative tager ansvar for Frederikssund Kommunes fremtid. Derfor skal Frederikssund Kommune stå stærkt i forhold til regeringen, Folketinget og de mange sammenhænge du sjældent hører om, men som har afgørende betydning for vores interesser. Men vi skal også selv tage ansvar for den udvikling, og se os selv på nye måder. For uanset hvor du bor i Frederikssund Kommune, er du mindre end 10 minutter fra en stor naturoplevelse, men også mindre end 75 minutter fra Nordeuropas største lufthavn, 3 mio. arbejdspladser og 5 universiteter. Vi er ikke udkant til noget, men tæt på det hele, og samtidig midt i naturen.

De konservative tager ansvar for at alle er en del af fællesskaberne! Det er derfor vi vil styrke idrætten, kultur- og fritidslivet. Det er derfor vi vil styrke familierne, naboskabet og frivilligheden. Det er derfor vi tager os særligt af udsatte borgere, de syge og ensomme. Men vi der allerede er en del af fællesskaberne, skal tage ansvar for at udvikle og udvide det. Ikke kun ved at betale skat, men i måden hvorpå vi er forældre i folkeskolen, fodboldfar på sidelinjen eller som pårørende til vores gamle.

De konservative tager ansvar for vores natur og kulturarv! Derfor arbejder vi for at udvikle vores forskellige byer i respekt for deres egen historie og derfor vil vi beskytte vores natur, fjorde og landskaber. Det er derfor vi begejstret arbejder for at skabe en bæredygtig by i Vinge og for at udbrede den grønne teknologi til hele kommunen.

De konservative tager ansvar for økonomien. Derfor skal de skattekroner byrådet forvalter bruges i respekt for dit hårde arbejde. Vi skal have lavere skatter, sikre en sund kommunal økonomi og skabe en moderne kommunal organisation, hvor byrådets klare kurs, borgernes medansvar og medarbejdernes kompetencer skaber resultater, høj service og medarbejdere der trives.

21 konservative byrådskandidater glæder sig til at diskutere hvordan vi kan tage ansvar for os selv, hinanden og fremtiden. Vi er klar til at tage ansvar.

Kommenter indlægget på lokalavisens hjemmeside HER