Som konservative understøtter vi det frie valg og det frie initiativ – under ansvar
Af Klaus Kørvell, Byrådskandidat, Det Konservative Folkeparti.
At være konservativ er lig med ”Ansvar & forpligtelse”.
Som konservative understøtter vi det frie valg og det frie initiativ – under ansvar.
Det forpligter at bo ved en fjord. Det forpligter, at blive forældre, at starte egen virksomhed, at være dansker og have valgt det danske samfund. Det forpligter at tage en uddannelse, at være leder og at være ansat.
En af de grundlæggende strukturer i vores hverdag er familien. Her bliver vi formet som mennesker, lader op og oplever vores største øjeblikke sammen. Derfor vil vi sikre, at danske familier får mere tid og overskud til at tage sig af hinanden, unge som gamle. De offentlige tilbud til familien skal være mere fleksible og familier med udfordringer skal vide, hvordan og hvornår de kan få hjælp – under ansvar.
Vi danskere betaler for meget i skat. Vi fortjener mere økonomisk tryghed og frihed til at bestemme over vores egne penge. Lavere skat giver mere overskud til at være mere for andre, vennekredsen og at være aktiv i lokalsamfundet.
Derfor vil vi sænke skatten for alle og skabe et mere fair og gennemskueligt skattesystem – under ansvar.
Det forpligter at bo ved en fjord. Vi har i Frederikssund optimale muligheder, med fantastiske grønne arealer som Ådalen, Kalvøen, skove og ikke mindst de smukke strande og havnemiljøet omkring Kulhuse ”det lille Skagen”. Vi skal bruge disse områder – under ansvar.
Erhvervslivet er stærkt medvirkende til, at vi kan sikre og udbygge vores kernevelfærd. Den vækst et velfungerende erhvervsliv giver, er af meget stor betydning, da pengene jo skal tjenes før de kan bruges og investeres. Det skal derfor være lettere at være dansk virksomhed. Lettere at investere, udvide, ansætte, producere og eksportere. Administrative udfordringer skal fjernes og forenkles så processen bliver mere enkel og gennemskuelig – under ansvar.
Stem konservativt – tag ansvar for dig selv og andre.
Skulle nogen af disse synspunkter have vakt din interesse stiller jeg gerne op til en snak. Jeg træffes på Facebook eller i Valgcafeen i Sillebroen efter aftale.