Viceborgmesteren indtræder i den konservative byrådsgruppe
Frederikssund Kommune Viceborgmester og formand for Velfærdsudvalget, Kasper Andersen indtrådte Grundlovsdag i den konservative byrådsgruppe, efter han i marts valgte at melde sig ind i det konservative folkeparti og stille op for partiet til efterårets kommunalvalg.
”Der er meget høj aktivitet i vælgerforeningen og det konservative kandidatkollegium, hvor vi er dybt inde i valgkampen. Det giver derfor ikke længere mening for mig at være løsgænger i byrådet, men føler det helt naturligt at jeg nu indgår i den konservative byrådsgruppe, så Ole og jeg kan fortsætte vores fremragende samarbejde også i det daglige byrådsarbejde,” udtaler Kasper Andersen i en pressemeddelelse.
Optagelsen af Kasper Andersen medfører ingen rokeringer i hverken gruppen eller byrådet. Kasper Andersen fortsætter som viceborgmester og formand for Velfærdsudvalget, og Ole Søbæk vil fortsat være de konservatives borgmesterkandidat, samt formand for Vækstudvalget, medlem af økonomiudvalget og teknisk udvalg. Ole Søbæk fortsætter også som gruppeformand og udtaler:
”Valgkampen er allerede i fuld gang, hvor byfester og politiske møder nu begynder at fylde mere i kalenderen. Så det ville være lidt kunstigt, at Kasper og jeg står sammen i det konservative telt på Blå Nat i Jægerspris, mens vi så til byrådsmøde om et par uger, ikke er i byrådsgruppe sammen. Så det er fint, at Kasper nu også repræsenterer de konservative i Byrådssalen.”
Publiceret på Lokalvisens hjemmeside d. 07. juni 2017 – Læs og kommenter artiklen på Lokalavisens hjemmesider HER