Ingen besparelser på ældreområdet

 Af Kasper Andersen, Formand for Velfærdsudvalget, Byrådsmedlem Det Konservative Folkeparti

Det er lykkedes et hårdtarbejdende og velfungerende Velfærdsudvalg, at friholde ældreområdet for besparelser i den indeværende byrådsperiode. En undersøgelse foretaget af fagbladet FOA viser, at Frederikssund Kommune faktisk bruger 2% mere på ældre 65+ end man gjorde i 2013, og det i en periode, hvor der på landsplan er sparet gennemsnitligt 7%. Det skal siges, at målingerne er foretaget pr. borger, så der er tale om en reel tilførsel af midler til området. Samtidig er der i budgettet for 2018 tilført yderligere midler – et beskedent beløb ganske vist, men det giver et godt udgangspunkt for udvalget i den nye byrådsperiode.

Det betyder ikke, at der skal hviles på laurbærrene, for der er stadig mulighed for at gøre det bedre. Det kunne være en effektivisering af arbejdsgange, blandt andet ved indførelse af ny teknologi til medarbejderne, og der er stadig et stort potentiale i nye velfærdsteknologiske løsninger. Så det behøver ikke at betyde en forøgelse af budgettet at give mere råderum.

Læs mere om Kasper HER og deltag i debatten med Kasper på Facebook