Bro, ballade, borgere, brugerbetaling & betingelser

Af Klaus Kørvell, formand Konservativ vælgerforening Frederikssund

I lyset af den verserende og til tider vanskelige debat omkring den nye fjordforbindelse, Kronprinsesse Marys Bro, har Frederikssund Konservative taget initiativ til, i samarbejde med folkene bag ”Nej tak til brugerbetaling på Kronprinsesse Marys Bro”, at informere om, hvad der op og ned i denne sag.

Arrangementet afvikles mandag d. 12. marts 19.00-21.00 i Rejsestalden Jægerspris, med det formål, at oplyse borgerne i Frederikssund om, hvad broen indeholder af udfordringer for den enkelt bruger, privat som erhverv, således at kommentarer og holdninger fremadrettet kan dannes på et oplyst grundlag og ikke ud fra rygter og politiske ”fortolkninger”.

Til sammenligning og inspiration for debatten kan f.eks. nævnes Silkeborg motorvejen, som åbnede i september 2016. På denne vejstrækning udgør alene de 3 længste broer sammenlagt flere bro-meter end den nye bro over Roskilde Fjord, i alt 1600m, heraf 1100 over henholdsvis Gudenåen og Funder Ådal. Anlægsudgifterne var 5.2 milliarder mod ca. 2 milliarder for Fjordforbindelsen. Det er i øvrigt gratis at køre på denne strækning. Viden til eftertanke som sætter den planlagte brugerbetaling på Fjordforbindelsen i relief. Skal en bro opføres i fuld motorvejsbredde eller opføres over en ådal for at være gratis? Hvad er kriterierne og hvor er logikken i denne sag?

Hvis man fra politisk side virkelig ønsker at eksperimentere med brugerbrugerbetaling på brostrækninger, virker det ikke specielt begavet / gennemtænkt at gøre det et sted i landet, hvor det kan få store kommunale konsekvenser for den enkelte – eller hvad??

Dette og meget mere vil vi forsøge at sætte fokus på d. 12. marts i Rejsestalden, hvor vi bl.a. via oplæg fra Stefan G. Rasmussen, Susanne Bartholin og Lars Just Ladegård, og under kyndig ledelse fra Journalist Ole Stephensen, forhåbentlig alle bliver bare lidt klogere på hele Fjordforbindelsen.

Alle er velkommen til at deltage denne aften.