Arbejdsglæden skal tilbage i ældreplejen

Af Kasper Andersen, Formand for Velfærdsudvalget, Byrådsmedlem Konservative

Vi har i ældreplejen et personale, der løber meget stærkt. Der bliver løbet så stærkt, at der ikke er tid til eftertanke. Det giver en stresset arbejdsdag, med et højt sygefravær til følge. Det går i første omgang ud over vore medarbejdere, der er nødt til at sygemelde sig, for på den korte bane at kunne blive friske nok til at tage endnu en tørn i ældreplejen, men på den lange bane risikerer et længere sygefravær forårsaget af stress. I anden omgang har det konsekvenser for de borgere, der har brug for plejepersonalet. De må gang på gang se nye ansigter dukke op for at udføre de funktioner, man er blevet visiteret til. Der er en tryghed i at møde kendte ansigter, dels fordi det er rart at møde folk man kender, men det giver også en sikkerhed i disse tider, hvor trick-tyverier bliver mere og mere udbredte. Det betyder også en mere hensigtsmæssig afvikling af de tildelte ydelser, når man kender hinanden, og det opnår man ikke på samme måde, når der bliver brugt mange vikarer.

Derfor er det vigtigt, at få arbejdsglæden og trivslen tilbage blandt personalet i ældreplejen, og det kan kun ske ved at sikre, at personalet har den fornødne ro til at udføre sine opgaver. Samtidig er det vigtigt at lederne er kompetente og bliver rustet til at kunne håndtere de vilkår, der fra politisk hold bliver dikteret.

Man kan jo starte med at bruge noget af vikarbudgettet til at ansætte personale for, så vi har mulighed for at lette presset på vores fastansatte. Derefter kunne man vurdere, i hvilket omfang en efteruddannelse af lederne er nødvendig, og så tilføre de fornødne kompetencer.

Det vil være til gavn både for personalet og for de borgere, der modtager hjælp fra kommunen.

 

Læs mere om Kasper Andersen HER, eller følg Kandidaten og deltag i debatten på Facebook